Mine brødre og søskende så gerne, at det skulle være mig, der fortsatte familiens hjertensbarn; vores autogenbrug!

Tiden er akkurat nu kommet til, at jer fantastiske followers får et kig ind i min barndom. De seneste par tankestrømme, jeg har forfattet til denne blog, har omhandlet sund kost og motion. Nu har jeg trang til at delagtiggøre jer i nye tematikker, & delagtiggøre jer i, hvad som står tydeligst i min hukommelse fra min barndom. Jeg mindes klart, hvor ovenud meget tid, jeg tilbragte i selskab med min mors husbond. Han var øverstkommanderende for en autogenbrug , www.dupontsautogenbrug.dk/autogenbrug.html, , hvor autoophug , www.dupontsautogenbrug.dk/autoophug.html, & ophug , www.dupontsautogenbrug.dk/ophug-af-biler.html, af metaldele var den største kilde til indkomst. Han værdsatte sin autogenbrug, & spenderede hele nætter på autoophug. Jeg spenderede ovenud meget tid på vores families autogenbrug, som var placeret klods op af vores hus. Hver eneste dag efter min skole var slut, tilbragte jeg dagen med at hjælpe ham med ophug af forskellige biler. Jeg tvivler på, i hvor høj grad selve autoophugningen interesserede mig, men jeg elskede at være sammen med min familie. Og det var helt almindeligt, at hele familien arbejdede i vores autogenbrug. & det er jo heller ik underligt, fordi familiens autogenbrug var jo det, som forsørgede os.

Som årene fløj forbi, og vores forældre blev ude af stand til at fuldføre deres arbejde, fik vi uvilkårligt til opgave at skulle bestemme, hvad der skulle ske, hvis vi ville bevare eksistensen af vores autogenbrug. Fordi jeg er den ældste af syv søskende, nærlæggende, at det ville blive mig, der skulle videreføre vores meget værdsatte autoophug. Men som allerede forklaret, havde ophug af biler og andet aldrig virkelig været en passion for mig. Min passion var & er en anden. Jeg havde i længere tid forestillet mig at arbejde med små børn, fordi jeg havde og har lyst til at gøre noget godt for andre personer. Og jeg vil heller end gerne være ærlig om, at min allerstørste drøm derfor ej hverken var eller at at videreføre familiens hjertebarn; vores autogenbrug. Til at begynde med, var familien kede af det, af den grund, at de troede, at jeg ville elske at overtage min families arv. Men efterhånden som min indstilling blev anerkendt af dem, accepterede hvert eneste familiemedlem, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte min families autoophug. Og i den følgende tid gik det til, at min lillebror fortsatte familiens autogenbrug, så alt gik op i en højere enhed!